Oplæsning til min datter

Leg med moviemaker

Del 2 i Dialogisk læsning i teori og praksis fra Stig Broström, Kristine Jensen de López og Jette Løntoft

Denne del i bogen omhandler den praktiske del af dialogisk oplæsning. Hvordan det bedst er at lave og lignende.

Der findes tre faser ved oplæsningen. Disse tre

I den første fase bliver bogen introduceret for bogen. Her må pædagogen "sælge" bogen til børnene. Han/hun skal prøve at lave bogen interessant for dem. Her skal man også præsentere bogen for børnene med titel, forfatter og illustrator. Det skal de lære fra bunden af. Her kan man allerede begynde med at arbejde med de 10 gode ord ( det er ord, man rigtig godt kan arbejde med). Når man har fortalt bogens titel osv så kan man først begynde med, at børnene selv gætter, hvad historien måske kan handle om. I denne fase er det bedst, at børnene ikke afbryder oplæsningen for at få hele historien med uden at der bliver afbrudt. I denne fase må kun læseren afbryde oplæsningen, hvis den mener, at der lige nu kan inskydes et relevant spørgsmål. Efter,at bogen blev læst op, er der fri spørgsmål fra børnene. Her må de gerne stille alle de spørgsmål de vil.

I den anden fase bliver bogen læst engang til. De skulle gerne ske dagen efter første oplæsning eller senest et par dage senere. Ellers er bogen glemt igen, og man må starte forfra igen. Børnene må stille spørgsmål under læsningen. Gerne skulle der aftales et tegn, for at pædagogen ved, at der er et spørgsmål og at ikke alle taler i mund på hinanden. Der arbejdes igen med de 10 gode ord. Man kan også legelæse med børnene. Her skal de gøre som om de læser bogen højt og gengive det, de kan huske.

I tredje fase bliver bogen læst engang til. Her bliver talt udførligt over bogen. Der bliver taget meget tid på at snakke omnkring bogen denne gang.

For at oprette sådan en læsegruppe må det først engang afklares med ledelsen og de andre ansatte. Det nytter ikke noget, hvis ikke alle står bagved dette projekt.
Der skal også afklares hvor mange læsrgrupper der skal laves. Måske kan man lave læsegrupper i 2-3 år, 3-4 år og 4-5år. Og så skal man også kigge hvem der kommer i denne læsegruppe. Ofte bliver det de sprogsvage læsere. Og der skal ikke være alt for mange i en gruppe, måske maksimalt 5.
Optimalt er, at der bliver fastsat bestemte læsetider, som læseren holder sig til best muligt. At de kun skubbes, når det ikke kan ændres noget ved.
Oplæsningen skulle finde sted i fred og ro, sådan, at alle kan koncentrere sig på hele læsesituationen.
Det er godt når der bliver læst 15-20 bøger om året med læsegrupperne.

Når man har vuggestuebørn som læsepartner er det godt, at man stiller lette spørgsmål til børnene. Og når de svarer med et eller to ord på det, skulle der gerne laves en sætning af pædagogen.
I børnehavealdern kan man så begynde med hv-spørgsmål, som hvilken, hvem osv. Her bruger spørgsmålene ikke længere være så enkle. Her kan man komme med alle mulige spørgsmål, fx at barnet skal relatere noget fra bogen til deres eget liv.

Man skal også arbejde  med ordene. Man kan fx tale omkring frekvente ord. Ord der ikke er så hyppigt. Eller der kan tales omkring associationer og andre ting. Det er meget vigtig for børnenes besiddelse for at beherske ordet.

Noget af det sidste i denne del af boge er, at udvikle boghæfter. Det er hæfter, pædagogen laver til hver bog, der indeholder udvalgte, strukturerede læringmuligheder, som oplæseren kan bruge som et skelet i bogsamtalerne. Det kan fx være spørgsmål man kan stille, en liste med de bedste 10 ord eller/og et quiz.

Til dialogisk oplæsning kan man bruge hver bog, som man synes er egent/god. Naturligvis kan det ske, at en bog man synes godt om, ikke fanger børne og omvendt. Det er også godt når man afprøver nye bøger og ikke altid dem man kender. Inden man afprøver dem, skulle man læse dem overfor et skuespilpublikum, for at have nok rutine i at læse den og for at kunne lave sig tanker og idéer omkring bogen.

Dialogisk læsning i teori og praksis af Stig Broström, Kristine Jensen de López og Jette Løntoft --> Første del

I den første del bliver der fortalt, hvordan dialogisk oplæsning har virkning på børns sprog.
Der bliver skrevet, at dialogisk oplæsning støtter barns sprog, fordi de lærer mere kompleksere ord og sætninger. Disse lærer de også at forstå og at forklare dem.
Med denne form for oplæsning får de fleste børn en bedre tekstforståelse. Og deres ordforrod bliver også større.
Dialogisk oplæsning er også godt for børn, der lærer flere sprog derhjemme. Det fremmer også alle deres sproglige kompetencer, når man læser dem op i sprogene de lærer derhjemme.
Fælles læsning bidrager børnenes kommunikative færdigheder på en "børnemåde" med leg og masse af sjov.

Der findes to modeller, hvor der bliver henvist til, hvad man skal huske ved dialogisk læsning.
Engang CROWD-modellen:

Completion - Man skal bede barnet om at færdiggøre en sætning, man er startet på.
Recall- MAn skal bede barnet om at genfortælle noget fra bogen.
Open-ended questions - Man skal stille åbne spørgsmål, som giver barnet mulighed for selv at fortælle om bogen.
Why-type questions - Man skal stille hv-spørgsmål.
Distancing prompts - Man skal stille spørgsmål, der giver mulighed for at inddrage barnets hverdagsviden.

Den anden er PEER-modellen:

Promt - Man skal opfordre barnet til at fortælle om bogen.
Evaluate - Man skal reflektere over barnets svar.
Expand - Man skal udvide barnets svar ved at gentage det og tilføje mere information til det.
Repeat - Man skal opfordre barnet til at gentage den voksnes udvidede svar.

Temavalg

Jeg er fuld igang med at læse Broström, Jensen de López og Løntoft.
Og jeg tror, det bliver også dialogisk oplæsning, jeg vil arbejde med. Jeg vil nemlig afprøve det ved min datter.
Jeg har lånt bogen "Minibillen og tryllefeen" af Flemming Quist Møller. Det er rimer med passende billeder til.  Sådan noget kan min datter godt lide.
Så er jeg spændt på, hvordan hun kan lide det.

Resumee af Folderen " Klædt på til nettet - Gode råd fra Medierådet fo Børn og Unge"

Idag spiller mange børn og unge online-spil. Fx rollespil som World of Warcraft. Mange sidder i timevis og spiller. Det kan være i perioder, som fx om vinteren, når man ikke går så tit ud. Men der fndes også nogen, der virkelig "lever" i deres fantasiverden. Det kan blive et problem for det sociale liv, hvis online-rollespillene tager hovedparten af ens liv. Hvis det sker, kan de være, at barnet/ungen ikke er i stand til at opretholde sind egen reelle verden, at den pjækker skole eller lignende og at de helst vil være i denne fiktiv verden og finde "venner" her. Hvis det sker, skulle man prøve at tale med personen om det og måske flytte computeren et sted, hvor man so, voksen har mere indflydelse på, hvad der sker ved computeren. Godt er også, når man taler med barnet omkring spillet, det spiller. Stille spørgsmål, kigge på det og selv prøve det. Sådan får man et bedre indblik i hele denne verden.

Noget andet, hvor børn og unge ofte er online på, er chats. Her skriver de med venner eller også med folk, de først lærer at kende på nettet fra nærheden eller fra hele verdenen. Mange benytter sig af denne form for kommunikation til at opretholde og styrke venskaberne, som de allerede har haft fx i skolen eller lignende. For at chat-erfaringerne ikke bliver til negative erfaringer skulle man holde sig til visse regler. Fx ikke møde sig alene med chatbekendte man ikke kender, anvende privatindstillinger og/eller tale med nogle man kender omkring de ting. De fleste unge og børn ved, hvordan man skal forholde sig på nettet. Men alligevel skal man altid gå dem igennem med barnet og tale med dem omkring det.
For at børnen får en god omgang med nettet, online-spil og chat skal forældrene forstå, hvad det går ud på. Måske også selv beskæftige sig med det. Online verdenen er en stor del af unges hverdagsliv og her fortsætter det sociale liv, som de har i skolen etc.

Retorikopgave